Jeg var engang en bjørn uden hænder. Jeg var kommet til at glemme mine hænder, og nu kunne jeg ikke huske hvor. Havde jeg lagt dem i fryseren eller i skuffen sammen med sokkerne. Ja det kunne jeg altså ikke svare på. Hvad skulle jeg gøre? Skulle jeg lave en efterlysning på mine hænder og udløse en dusør til dem der fandt dem. Skulle jeg købe nogle nye? De situationer hvor jeg savnede mine hænder mest var når det kløede på ryggen og når jeg skulle strikke. Var det lige meget. Skulle jeg bare glemme alt om mine hænder, og så bare prøve at leve uden dem. Men jeg tænkte at jeg ville savne at kunne gå til bowling. Jeg blev ved med at sidde og tænke tanker, om hvad jeg skulle gøre. Fjorten timer senere døde jeg af blodmangel.
Da jeg kom op til Gud spurgte jeg ham om han vidste hvor mine hænder egentlig var? Han sagde, at jeg jo selv havde savet dem af og smidt dem i papirkurven sammen med reklamerne og regningerne. Nå ja, nu kunne jeg pludselig huske, at det var det, jeg var kommet til at gøre, sikke en dum fejl af mig. Lad være med at have ondt af dig selv, sagde Gud, det er sådan en fejl alle kan komme til at gøre.
Moralen på historien er at en bjørn ikke kan leve uden blod.
Det er fordi jeg er på speed...
Der var engang en mand der hed Alfonso. Han hed det ikke fordi han gerne ville hedde det, det var det navn han havde fået da han blev døbt. Han foretrak at folk bare kaldte ham Alf.
Alf arbejdede på en fabrik hvor man producerede gebis til heste. Han havde sit hår i en lang hestehale. Men derfor var han ikke særlig god til stafetløb. Han havde derimod en meget lille knallert, som kunne være inde i et diskettedrev, så lille var den.
Alf var normalt en stille og rolig fyr, men en dag slog det simpelthen klik for ham og han tog en lommekniv frem og lavede en liste over alle de personer som irriterede ham. Så ringede han på hos ham som stod øverst på listen og da han åbnede døren, dolkede han ham i øjnene og i benene. Det samme gjorde ham ved alle på listen.
Da han var færdig gik han på McDonalds og fik en Big Mac menu, og derefter gik han hjem og sov. Han fik en god nats søvn og levede lykkeligt til hans dages ende.
Moralen på historien er at en lommekniv er skarp.
Jeg elsker alting
Der var engang en mummisnøfel. Den var rigtig glad og elskede alting. Selv tandlæger og regnvejr elskede den. Så mødte den en anden mummisnøfel og den elskede den simpelthen så meget. De var rigtig glade for hinanden de to mummisnøfler. Men så kom der en tredje mummisnøfel. Den tredje mummisnøfel var enormt lykkelig over at møde de to andre mummisnøfler. Den elskede dem af hele dens hjerte. De tre mummisnøfler var så ovenud lykkelige for hinanden at det slet ikke kunne beskrives med ord. De elskede hinanden og alt omkring dem. Men så en dag mødte de tre mummisnøfler en nazist. Men nazisten kunne slet ikke lide de tre mummisnøfler. Han syntes at de opførte sig som en flok bøsser. Men vi elsker dig, sagde de tre mummisnøfler til nazisten. Men så låste nazisten de tre mummisnøfler inde i et gaskammer. Efter et stykke tid blev de tre mummisnøfler kvalt i gassen og døde.
Moralen på historien er at mummisnøfler godt kan lide nazister.
Argh. sådan nogle dumme æsler der tygger i gamle batterier.
